Den historisk-botaniske have
Den historisk-botaniske have var den første af sin art herhjemme. Haven blev anlagt i 1921 under indtryk af den blomstrende fortids- og hjemstavnsdyrkelse efter 1. Verdenskrig. Den er tegnet af havearkitekt G. N. Brandt. Dens forbillede er renæssancehaven, som den bl.a. er beskrevet i den ældste danske havebog fra 1647, Hans Raszmussøn Block: Horticultura Danica: “Hvorledis en zirlig oc nyttig Urte-Hawe i Dannemarck kand anrettis, beprydis oc ved Mact holdis”.
Haven i dag
Haven fremstår i dag stort set som i den oprindelige version. Det skyldes en omfattende renovering i 1996, hvor haven holdt 75 års jubilæum. Haven er opdelt i flere rum, hvor det første, man træder ind i, er et buksbomparterre.
Nogle af havens elementer er taget direkte fra Blocks bog. Mønstret i buksbomhaven (1) er således nøje kopieret fra Block. Andre elementer, som de røde lysthuse og havens overordnede indretning er inspireret af kobberstik fra 1500-tallet.
Haven syd for buksbomhaven er opdelt i fire kvarterer omkring en central lavendelhave (2).
I urtebedene i det nordvestlige kvarter (3) findes mange af de giftplanter, der igennem tiderne har været anvendt i læge- og trolddomskunst.
I det nordøstlige kvarter (4) vises et udsnit af gamle køkkenurter. Her findes for eksempel en kvan, hjemhentet fra Erik den Rødes gård på Grønland. I det sydvestlige kvarter (5) står vilde og forvildede spise- og lægeurter, der også optræder i den danske natur.
Endelig rummer det sydøstlige kvarter (6) en række af de urter, der gennem tiden er blevet anvendt som krydder- og lægeplanter.
Gennem hele foråret står de lave buksbomhække i et flimmer af løgblomster. Først narcisser, og dernæst svæver myriader af tulipanhoveder hen over parterret. Når den fest slutter, plantes sommerblomsterne ud.
Der er således nok at se på, dufte til og smage på. Men vil man blot på afstand nyde det smukke syn af de mange urter og blomster, kan man for en tid slå sig ned på en bænk i en lun krog.
|