Blod og diamanter
I udstillingen 'Blod og diamanter' genskaber Jim Lyngvild de russiske zarsmykker, som blev skilt, solgt og spredt for alle vinde efter Den Russiske Revolution i 1917. I udstillingen kan man høre historierne om den overvældende rigdom, ødselhed og magtfuldkommenhed, der i sidste ende førte til revolution og henrettelse af zarfamilien.
I montrerne kan publikum opleve de overdådige smykker som brocher, halskæder, diademer og kroner, der er blevet rekonstrueret ud fra historiske fotos og genskabt i sølv og zirkoner.
Der har altid været stærke bånd og slægtskaber mellem de danske og russiske regenter. Valdemar den Store og Valdemar Atterdag var begge af russisk familie, og danske Dronning Dagmar var mor til den sidste zar, Nikolaj 2. Derfor ligger udstillingen om de russiske zarsmykker naturligt i forlængelse af Danmarks Borgcenters fortælling om magt, men udstillingen er i lige så høj grad en historie om, at udøvelsen af magt har en grænse.