Mælkevejen 12,7 km

ETAPEN GÅR FRA VILLA HUNO TIL KLINTHOLM HAVN

 

VILLA HUNO har en beliggenhed, der er så tæt på perfekt som muligt. Med panoramaudsigt over Møns største sø, Hunosø, og omkranset af den smukke, gamle bøgeskov. Stedet er en hemmelig, lille perle gemt af vejen for de fleste – selv mange lokale kender ikke stedet og dets kvaliteter.

KLINTEN
Møns Klint kan ikke beskrives. Klinten skal opleves, trapperne forceres og Geocentret gennemtrævles for ny viden. Du bliver klogere på Danmarks fødsel ved et besøg herinde. Får du chancen, så tag med geocentrets naturvejledere på tur ned ad Klinten. De er så gode til at fortælle om de dyr, du finder forsteninger af på stranden, og hvordan Klinten er opstået. Der er vældige kræfter på spil. Bemærk skovens træer og deres løv. Ligesom på Ulvshale er træerne meget lysegrønne, krogede og meget gamle.

VÆTTELYS
Når du er nede på stranden, så sæt dig ned og lad fingrene glide igennem sandet. Hvor mange vættelys kan du finde på fem minutter? På tyve minutter? På en time? Prøv også at tage lidt kalk og læg det i en pose, hæld vand på og ælt det med fingrene. Hvad sker der med kalken? Bobler det? Det er læsket kalk, der siden middelalderen er blevet brugt til at kalke huse.

Der er flere primitive overnatningspladser på Møns Klint. Tjek kortet, der er pladser til telt mod nord og en shelterplads mod syd. Vand kan du få ved Geocenter Møns Klint eller på Camping Møns Klint.

Lidt udfordrende og dramatiske etape. Gennem skov og langs hav. Skov og natursti og markvej, asfalt for resten. Åbne landskaber  og vidder. Storslået vandudsigt fra Karensbyvej.