Omvisning: På tur til Masnedø Fort // 04.07

Omvisning: På tur til Masnedø Fort // 04.07

Dato: 04. juli 2021

Tid: 14:00 - 15:30

Sted: Danmarks Borgcenter

Pris: 75 - 85 kr.

Omvisning: På tur til Masnedø

Man kan kun lige ane det, når man kører over Masnedø på vej til Storstrømsbroen. Det kæmpestore Masnedø Fort ligger godt gemt i landskabet med sine kanoner og med en formidabel udsigt over Storstrømmen. Under fortet gemmer sig et net af lange, underjordiske gange, hvor flere hunderede mand har boet, spist og sovet under trange forhold.

I mere end tre år - fra 1915 til 1918 - sad næsten 300 soldater på Masnedø Fort og ventede på, at krigen skulle komme. Den kom aldrig. Få historien om soldaternes hverdag i krig og fred gennem mere end 75 år på en helt særlig guidet rundtur i Masnedø Fort.

Den guidede tur går rundt på det store fortterræn og gennem fortets lange gange og store kasematter. Den guidede tur går kun rundt på den bedst tilgængelige del af fortet, og den er derfor også velegnet til de, der er mindre mobile. Undervejs giver vores guide, den lokalkendte, Michael Wiberg, fortællingen om fortets rolle - i ikke bare 1. og 2. Verdenskrig - men også i forberedelserne til den aldrig kommende 3. Verdenskrig.

Praktisk info
Adresse: Masnedø Fort, Fortvej 8, 4760 Vordingborg
Mødested: Parkeringspladsen, Fortvej 8
Dato og tid: 04. juli 2021 // 19. september - begge dage 14.00 – 15.30 (kom gerne lidt før)
Alm. billetpris: 85 kr.
Museumsforeningen Sydsjælland & Møn billetpris: 75 kr.
Årskort billetpris: 75 kr.

Museumsforeningskort / årskort skal kunne fremvises ved ankomst.

Eventuelt overskydende billetter sælges i døren på arrangementsdagen. Vi kan ikke garantere, at der er billetter i overskud, når du ankommer. Derfor anbefaler vi, at du køber din billet i forsalg, så du er sikker på, at du ikke møder op forgæves.

Arrangementet afholdes i overensstemmelse med gældende corona-restriktioner. Se sundhedsmyndighedernes anbefalinger på coronasmitte.dk. I tilfælde af aflysning vil alle billetkøbere blive informeret og få refunderet det fulde beløb på det kort, der i første omgang har betalt.

Restaurant Borgen – en gastronomisk perle på det smukke ruinterræn

Husk at du før arrangementet kan bestille bord på Restaurant Borgen, der ligger placeret i den fredede gule mandskabsbygning i den sidste tilbageværende rest af Prins Jørgens palæ – opført på borgpladsen i 1673.

Restauranten serverer smukt anrettet smørrebrød til dem, der gerne vil have, at museumsoplevelsen varer lidt længere. Her kan I vende dagens oplevelser over et lækkert måltid samt en øl, vand eller friskbrygget kaffe, mens I nyder den imponerende udsigt til det historiske Gåsetårn.