Havevandring // 04.09

Find solhat og sensommerhumør frem og få en spændende rundtur i Historisk Botanisk Haves smukke blomster og planter.

Dato: 04. september 2022

Tid: 11:00 - 12:00

Sted: Danmarks Borgcenter

Pris: 50 - 85 kr.

Vi spoler tiden tilbage til 1921. Dengang – i kølvandet på 1. verdenskrig – etablerede havearkitekt G. N. Brandt en historisk botanisk have i hjertet af Vordingborg. Haven var den første af sin art i Danmark, og kunne sidste år fejre rundt i form af 100 år.

Sammen med landskabsarkitekt og naturformidler, Mette Larsen, inviterer Danmarks Borgcenter til eksklusiv havevandring i Historisk Botanisk Have. Her - omringet af flora og fauna fra top til tå - bliver du taget på en botanisk rejse ind i havens fascinerende og fortryllende blomster og planter. 

Undervejs vil du blandt andet stifte bekendtskab med læge-stokrose, der siden oldtiden har været en værdifuld lægeplante, og gennem tiden har været brugt til alt fra hæmorider til kvæstelser. Eller bliv klogere på den notoriske bulmeurt, der måske bedst kendes for dens hallucinerende egenskaber, men som både finder anvendelse til helbredende såvel som dræbende formål.

10% rabat på entrébilletten

Vil du også besøge historien på Danmarks Borgcenter? Så giver vi 10% rabat på entrébilletten til museet samme dag som denne omvisning foregår, hvis du viser din omvisning-billet til vores museumsværter i receptionen.

Praktisk info

Adresse: Danmarks Borgcenter, Slotsruinen 1, 4760 Vordingborg
Mødested: Foran Historisk Botanisk Have
Dato og tid: 04.09.22, kl. 11.00 – 12.00 (kom gerne lidt før)
Alm. billetpris: 85 kr.
Museumsforeningen Sydsjælland & Møn billetpris: 75 kr.
Årskort billetpris: 50 kr.

Museumsforeningskort / årskort skal kunne fremvises ved ankomst.

Eventuelt overskydende billetter sælges i døren på arrangementsdagen. Vi kan ikke garantere, at der er billetter i overskud, når du ankommer. Derfor anbefaler vi, at du køber din billet i forsalg, så du er sikker på, at du ikke møder op forgæves.

Prisen inkluderer omvisning. Hvis du viser din omvisning-billet til vores museumsværter i receptionen, giver vi 10% rabat på entrébilletten til museet samme dag som denne omvisning foregår.

Café Borgen

Er du sulten på mere, anbefaler vi at nyde frokosten på Café Borgen, der ligger placeret på det gamle ruinterræn. Her kan du vende dagens oplevelse over en velsmurt sandwich, mens du nyder den smukke udsigt til Gåsetårnet.

Flere oplevelser venter

Oplev intriger, blod og diamantrus