Borge, konger og magt

I underetagen kan du få stillet din nysgerrighed efter den magt, der altid knytter sig til en borg. Det er kongens sted. Det er her, han opholder sig. Det er her, han planlægger togter. Og det er her, han indgår historiske aftaler med magtfulde allierede. Vordingborg var i middelalderen tilholdssted for nogle af danmarkshistoriens mest betydningsfulde konger: Valdemarerne.

Ved hjælp af vores iPad-guide kan du høre historierne om de mange unikke fund, der er en direkte linje til livet på borgen i middelalderen. Spillebrikker, der har hjulpet soldaterne med at fordrive ventetiden. Våbenrester, der minder os om, at borgen var et forsvarsværk. Smykker, som engang har siddet på en betydningsfuld mand eller kvinde.

Gå ned af trappen, når du har studeret skeletterne. Så kommer du ned til vores udstilling om kongerne på borgen.