De nye udgravninger

Hvordan ser det ud, når man graver sig ned til middelalderen? Og hvad støder man på, når jordlagene åbner sig? I sommeren 2021 graver Museums Sydøstdanmarks arkæologer på borgterrænet, og udgravningen er åben for publikum. Hvis du er på borgen, mens der bliver gravet, er du velkommen til at komme helt hen til kanten og kigge med.

Arkæologerne lægger et snit ned i den første vold for at finde de ældste materialer fra den tidligste fase af borgen. De leder ikke i blinde – for der har tidligere været gravet netop her, både i 1940'erne og i 00'erne. Derfor ved de, at de kan få svar på nogle af de spørgsmål, de har om borgens tidlige faser.

Det er flere grunde til, at man åbner tidligere udgravninger i stedet for at lave nye. En af dem er teknologien. Siden jorden sidst var åben her, er der sket så meget på den teknologiske front, at arkæologerne ved at lave nye analyser på de samme fund kan komme mange spadestik dybere. Ved at analysere trækonstruktionerne fra den første borg, kan man helt præcist sige, hvilket år tømmeret, der er brugt, er fældet. Derfor håber arkæologerne blandt andet med denne udgravning at få helt styr på kronologien om, hvem der var den første borgbygger i Vordingborg.

Arkæologerne skal grave tre uger, og undervejs vil der både være guidede ture og tid til spørgsmål, mens de graver. I en lille pavillon ikke langt fra udgravningen har vi indrettet en arkæologisk feltstation, hvor du som gæst er velkommen til at kigge forbi. Her vil arkæologerne efter udgravningerne sidde og arbejde. Blandt andet skal de vaske fundene og registrere, hvad der er dukket op, inden det sendes videre til de relevante analyser. Du kan kigge med, når de arbejder, og du er velkommen til at spørge ind til, hvordan dateringer foregår, hvad de har fundet og alt det andet, du er nysgerrig efter at vide.