Magtens dronninger og Blod og diamanter

15. juni 2022 åbner Danmarks Borgcenter dørene for hele to nye udstillinger, som bliver til i samarbejde med designer Jim Lyngvild. De fortæller begge voldsomme historier om magt, mord, intriger og strategiske alliancer - men i to forskellige tidsperioder.

Magtens dronninger
Vordingborg er bedst kendt som kongernes by, men med udstillingen 'Magtens dronninger' fortæller Danmarks Borgcenter for første gang hele historien om dronningernes rolle i spillet om borgen og magten.

"Vi kender historien om Margrete 1., og vi har set de smukke kalkmalerier og malede portrætter af middelalderens dronninger. Men hvem var de egentlig, og hvilken magt havde de? Med den nye udstilling sætter vi fokus på den store indflydelse i magtens centrum, som dronningerne rent faktisk havde. De var nemlig ikke kun pænt vedhæng til kongen, men tog også beslutninger, der nogle gange fik blodige konsekvenser," siger museumsdirektør Keld Møller Hansen.

'Magtens dronninger' sætter fokus på dronninger som Margrete 1., Bengerd, Dagmar, Margrete Sprænghest og Sofia af Minsk, der alle havde deres gang på borgen i Vordingborg. Til udstillingen skaber Jim Lyngvild en række helt nye iscenesatte portrætter af dronningerne, der manifesterer deres vigtige rolle på borgen og deres stærke indflydelse på magten. Inspirationen vil være hentet fra museets arkæologiske og historiske viden, Saxos beskrivelser, andre krøniker samt motiver og afbildninger fra middelalderen.

Blod og diamanter
I udstillingen 'Blod og diamanter' genskaber Jim Lyngvild de russiske zarsmykker, som blev skilt, solgt og spredt for alle vinde efter Den Russiske Revolution i 1917. I udstillingen kan man høre historierne om den overvældende rigdom, ødselhed og magtfuldkommenhed, der i sidste ende førte til revolution og henrettelse af zarfamilien.

I montrerne kan publikum opleve de overdådige smykker som brocher, halskæder, diademer og kroner, der er blevet rekonstrueret ud fra historiske fotos og genskabt i sølv og zirkoner. Smykkerne bliver flankeret af de dramatiske billeder fra revolutionen og auktionerne, hvor kommunisterne efter mordene på zarfamilien solgte stenene rundt om i verden.

Der har altid været stærke bånd og slægtskaber mellem de danske og russiske regenter. Valdemar den Store og Valdemar Atterdag var begge af russisk familie, og danske Dronning Dagmar var mor til den sidste zar, Nikolaj 2. Derfor ligger udstillingen om de russiske zarsmykker naturligt i forlængelse af Danmarks Borgcenters fortælling om magt, men udstillingen er i lige så høj grad en historie om, at udøvelsen af magt har en grænse.