Jim Lyngvild - SOLO

Jim Lyngvild - SOLO: 13. maj 2021 - 31. december 2021

Museum Sydøstdanmark og Holmegaard Værk præsenterer i samarbejde med Jim Lyngvild årets særudstilling ’Jim Lyngvild – SOLO’ - Lyngvilds første udstilling i eget navn. Udstillingen er designet og skabt af Lyngvild selv – lige fra kjoler og smykker til skulpturer og de store fotografier, som er kernen i udstillingen.

Jim Lyngvild er en kunsthåndværker og kreativ sjæl, der på legende og inspirerende vis er både hånden, hovedet og hjertet i sine værker. Hans motivverden tager ofte udgangspunkt i tro, fra ånder til overtro, folketro, asatro, kristendom osv., uanset om han laver fotografier, smykker eller kjoler. Det vil ligeledes kunne opleves i udstillingen ’Jim Lyngvild – SOLO’, der både samler en række tidligere værker og føjer nye til.

Foruden Lyngvilds egne værker, vil publikum kunne opleve en ny og moderne glasserie, designet af Lyngvild med afsæt i og inspiration fra den store glassamling på Holmegaard Værk. Glassene er produceret i glasværkstedet på Holmegaard Værk i samarbejde med stedets glasmagere og vil være til salg i museumsbutikken i forbindelse med åbningen af udstillingen.

På udstillingen ’Jim Lyngvild – SOLO’ kan du bl.a. opleve en tre meter høj buste af Dronning Margrethe, 14 billeder, hvoraf en række er specielt produceret til udstillingen på Holmegaard Værk, 15 kjoler, 5 glasbuster af Dronning Margrethe, 50 unikasmykker, Jim Lyngvilds nye glasserie, produceret i værkstedet på Holmegaard Værk og 10 relieffer i gips og bronze.

En moderne Grundtvig
’Jim Lyngvild – SOLO’ er et moderne kapitel i Holmegaards historie, som i dag er fyldt med kunsthåndværk og skabertrang. Det gamle glasværk har i 200 år været et arnested for kreativitet, og det er også udgangspunktet for Lyngvilds udstilling. For Lyngvild er det i høj grad processen frem mod det endelige produkt, der er interessant. Med et ønske om at antænde en kreativ gnist hos publikum, viser udstillingen både de færdige værker og tager publikum med bag scenetæppet, hvor Lyngvild fortæller om arbejdet med alt fra lyssætning og fotografi, om at finde inspirationen og om sin egen rolle som på én gang enfant terrible og moderne Grundtvig i kunstens og kulturens verden.

Om Jim Lyngvild
Jim Lyngvild er uddannet fotograf og designer med supplerende tillægsuddannelser inden for håndværk. Han har i godt 20 år været medlem af samfundet Forn Sidr og været udøvende asatroende. Lyngvild bor på Fyn i vikingeborgen Ravnsborg, som han selv har bygget. Tidligere har han bidraget til udstillinger på blandt andet Nationalmuseet, Kronborg Slot og Koldinghus. Nu står Jim Lyngvild selv i forreste række, når han på Holmegaard Værk for første gang udstiller i eget regi.