I maj 1973 fandt lokale, hvad der tilsyneladende var resterne af 13 ”satanistiske offersteder” på øen Anholt midt ude i Kattegat. Sagen vakte stor opsigt, men selvom politiet blev indblandet, lykkedes det ikke at opklare, om der virkelig havde fundet satanistiske ritualer sted på øen, eller om der bare var tale om ”drengestreger”.
Men sagen sluttede ikke i 1973. Faktisk tog den sin begyndelse der, for lige siden er der med jævne mellemrum dukket mystiske breve, noveller og genstande op, som alle tilsyneladende har relation til den påståede satankult.
Blandt de mystiske genstande er de såkaldte ”satan-mønter”. De har typisk djævelen og teksten ”13. maj 1973 Anholt Lucifers ø” på den ene side og en afbildning af Alice Mandragora på den anden side. Hun kaldes ”budbringeren mellem Gud og djævelen” og andre steder ”ypperstepræstinde” over kulten på Anholt. Der er altså ingen tvivl om, at fundene er knyttet til de oprindelige fund på Anholt. Mange af dem, der har gjort fundene, er blevet lidt uhyggeligt berørt, men samtidig er brevene og novellerne holdt i en helt særlig spøgefuld tone, som har blødt uhyggen op. Et særligt træk ved brevene er, at de tilsyneladende er skrevet af virkelige personer og sendt til andre virkelige personer – men i virkeligheden har ingen af de implicerede parter nogensinde hørt om dem.
Mange af genstandene og brevene er blevet fundet i kirker og på museer, hvor de har ligget skjult under møbler eller bag paneler i årevis, indtil de tilfældigt er kommet for dagens lys. Hvem der har anbragt dem – og hvorfor – har været et mysterium. Fundende er gjort i stort set hele landet, og også i udlandet er der blevet gjort flere fund. På Museum Sydøstdanmarks afdelinger er der gennem årene blevet fundet rigtig mange genstande med tilknytning til sagen. Det er dog i særlig grad på Køge Museum, at der er blevet gjort mange fund af mønter, breve og noveller!
Siden de første fund på Anholt har holdningerne været delte. Var der virkelig tale om satanisme, eller var det hele bare én stor spøg? Hver gang nye breve og genstande er dukket op, har de vakt frygt og undren, og som regel har finderne ikke vidst, at deres fund har været en del af en større sag. Nogle gange er der blevet skrevet lidt i pressen om et nyt fund, men så er der igen blevet stille om sagen.
I 2013 tog Politiken mysteriet op i en artikelserie. Formålet var at finde ud af, hvem der stod bag, og de såkaldte ”satan-mønter” gav en god ledetråd. På nogle af mønterne stod nemlig det mærkelige navn ”Dunk Wokgnal”, som læst bagfra gav navnet Knud Langkow. Her var der tale om en virkelig person, som oven i købet havde skrevet bogen ”Anholt på Vrangen”, som i tone og indhold lignede brevene meget. Det var derfor nærliggende at tro, at Knud Langkow var ophavsmand til hele mysteriet, og journalisternes research har da også vist, at det virkelig forholdt sig sådan.
Knud Langkow skulle vise sig at have holdt til indenfor museernes egne vægge. Godt nok ikke de kulturhistoriske museers, og ikke som forsker, men som telefonomstillingsmand på Statens Museum for Kunst. Her arbejdede han i mange år uden at gøre sig bemærket som andet end en helt almindelig, pligtopfyldende og egentlig temmelig anonym mand. Men indeni ham boblede det med finurlige ideer og trang til at tale det etablerede midt imod, og han fik ideen til det fanden-i-voldske-projekt, som kom til at strække sig over 40 år. I indledningen til en af Knud Langkows noveller, som blev fundet på Køge Museum, når vi måske ind til kernen af, hvad det hele i virkeligheden handlede om. Her hedder det nemlig:
”Der var engang en mand, der gik og følte sig helt tilovers. Som alle andre mennesker følte han en trang til at skabe noget – om ikke for andet så for at give sin egen tilværelse et vist indhold....”
Da det endelig lykkedes at få løst gåden om satankulten, så var Knud Langkow for længst død. Forinden var det dog lykkes ham at skabe en historie, der rakte ud over hans eget liv, som ikke kan undgå at fascinere....
Af og til gøres der stadig enkelte fund med relation til Anholt – Djævelens ø!