Danmarks Borgcenter genåbner

Danmarks Borgcenter åbner endelig onsdag 21. april – og fejrer det med fri entré i åbningsugen til alle i Vordingborg Kommune.

Når Danmarks Borgcenter efter lang tids utålmodig venten endelig kan slå dørene op for en ny sæson onsdag 21. april, er det med en helt særlig gave til borgerne i Vordingborg Kommune. Alle gæster, der foruden et gyldigt coronapas kan fremvise et sygesikringsbevis påtrykt et postnummer i Vordingborg Kommune, får nemlig fri entré i hele åbningsugen fra ons. 21. april til søn. 25. april.

”Vi fejrer, at vi åbner,” siger en glad og forventningsfuld Keld Møller Hansen, der er direktør for Museum Sydøstdanmark, som står bag museet.

”Vi ville allerhelst fejre åbningen med en kæmpestor fest med masser af inviterede, men når nu det ikke kan blive sådan, har vi valgt i stedet at give kommunens borgere en gave i form af fri entré til museet. Vi ved, at folk hungrer efter at komme ud og opleve noget efter at siddet isoleret derhjemme i mange måneder, og vi synes naturligvis, de skal komme ud og opleve deres egen lokalhistorie først,” siger han.

Venter på retningslinjer
De endelige retningslinjer for museernes genåbning bliver først meldt ud i begyndelsen af næste uge, men Keld Møller Hansen understreger, at museet kommer til at overholde alle myndighedernes krav.

”Vi lukker ikke flere gæster ind på museet og i Gåsetårnet ad gangen, end vi må, og vi har stadig ekstra fokus på afstand, afspritning og rengøring. Det er også derfor, vi giver gratis entré hele ugen, så gæsterne ikke klumper sig sammen i lange køer, og vi opfordrer dem, der har mulighed for at komme først på ugen, til at gøre det, i stedet for at vente til weekenden.”

Årskort til halv pris
Som et særligt tilbud i åbningsugen er det også muligt at købe sig et årskort til halv pris, der giver fri adgang til alle Museum Sydøstdanmarks museer i et helt år. For kun 150 kr. kan man foruden Danmarks Borgcenter også frit besøge Holmegaard Værk, Næstved Museum, Køge Museum og Møns Museum i perioden. På den måde bliver der rig mulighed for at få masser af kulturelle oplevelser i det sydsjællandske, når sommerferien igen i år formentlig kommer til at blive holdt under hjemlige himmelstrøg. Tilbuddet gælder for alle gæster, uanset om de bor i Vordingborg Kommune eller ej, og kan kun købes ved personligt fremmøde på museet.

Skeletterne på borgen
De besøgende på Danmarks Borgcenter kan se frem til at opleve premieren på den helt nye udstilling, hvor museet for første gang viser nogle af dem, der i middelalderen havde deres daglige gang på borgen. I otte åbne kister ser du skeletterne ligge, som de blev fundet i deres grave. Nogle mangler knogler og kranier. Andre er komplette og viser alle de spor, som arkæologerne kan bruge til at komme nærmere en identitet. Fælles for dem er, at de ligger uden glas over sig. Man kommer altså til at befinde sig i samme rum som en lille flok mennesker, der i middelalderen gik, levede og døde på borgen.

Praktisk info
I perioden 21. april-30. juni har museet åbent tirsdag-søndag kl. 10-16.

Museets nye Restaurant Borgen har åbent for udendørsservering i museets åbningstid fra 21. april og åbner efter planen for indendørsservering 6. maj.