Kom til Pumpkin Party på Holmegaard Værk

Efterårsferien på Holmegaard Værk handler om Halloween. Derfor inviterer vi til stort Pumpkin Party med masser af aktiviteter for kreative sjæle i alle aldre.

Besøg det kreative Glasatelier, hvor du kan skabe dine helt egne gruopvækkende græskaransigter på glas, flasker og lanterner. Få dem sandblæst, eller graver selv dit motiv. Du får dit værk med hjem med det samme, så du allerede samme dag kan komme i gang med at skræmme naboer og venner. Prisen varierer alt afhængig af, hvad du vælger at arbejde med. Fra 50 kr.

Glasatelieret holder Pumpkin Party i weekenden 10.-11. oktober, hele efterårsferien (uge 42) og igen i weekenden 24.-25. oktober – og naturligvis på selve Halloween-dagen, lørdag 31. oktober. Alle dage kl. 11-16.

Puster græskar i glas
Der bliver også skruet op for uhyggen i det professionelle værksted på Holmegaard Værk i efterårsferien. Her udfolder de dygtige glasblæsere hele deres faglige talent, når de blæser Danmarks (måske) største græskar i glas.

Se det store Pumpkin Party-glasblæsershow hver dag i uge 42 (12.- 18. oktober) kl. 11-12 og 13-14.

Græskar på menuen
Men græskarfesten stopper ikke her! Forkæl dig selv og familien eller vennerne i Restaurant Holmegaard. Vores køkkenchef har ladet sig inspirere af græskarets mange smagsnuancer og tilbyder en lækker cremet græskarsuppe og naturligvis Pumpkin Pie til kaffen.

Restauranten har åbent alle dage kl. 11-16. Bord kan bestilles på tlf. 3120 8671