Efterårsudstilling på Køng Museum

Efterårsudstilling på Køng Museum - Eksperimenterende væve- og tekstilkunst

Lørdag den 15. august åbner Køng Museum op for efterårsudstillingen 2020, og det er en stor glæde for Støtteforeningen, at to af de mest erfarne og prisbelønnede vævere og tekstilkunstnere i Danmark har sagt ja-tak til at udstille. Begge kunstnere vil være til stede ved ferniseringen.

Annette Holdensen (f. 1934), er oprindeligt uddannet væver og udførte i 1970’erne og 1980’erne både store billedtæpper og små poetiske landskabsskildringer i frie teknikker og blandede materialer. Hun har i en længere periode i halvfemserne været optaget af at skabe kunstværker af pil og er for tiden i gang med noget helt andet. Det er netop kendetegnende for Annette Holdensen, at hun altid har haft en stor appetit på at eksperimentere med nye materialer og muligheder. Hun har ofte arbejdet tekstilt ud fra landbokulturen, og hun går her i dialog med den gamle linnedskat i mere frie broderier ved at anvende andre materialer, men de samme sting som dem vi kender fra det danske almuebroderi. De senere år har Annette Holdensen også arbejdet med maleriet.

Annette Holdensen vil på udstillingen vise et fint udvalg af sine kunstværker.

Jette Nevers (f. 1943) er væver og tekstilkunstner og uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København. Hun har – ligesom Annette Holdensen – modtaget adskillige hædersbevisninger, og fra 1965 har Jette Nevers haft sit eget værksted. Fra omkring 1970 har hun eksperimenteret med forskellige væveteknikker og udført en lang række stramt komponerede billedtæpper til større udsmykningsopgaver samt antependier, kortæpper og messehageler til adskillige danske kirker. Fra 1978 har hun leveret mønstre til tekstiler, bl.a. for Georg Jensen Damask.

Jette Nevers arbejder med billedvævning i bred forstand. Hun formår som de færreste at udforske selve væveteknikken for at kunne skabe de billeder og kompositioner, der siden danner grundlag for de enkelte arbejder. Hun blev tidligt optaget af væverne Franka Rasmussen og John Becker, der repræsenterer henholdsvis den frie tekstilkunst og den stramt disciplinerede vævning. Jette Nevers værker kan deles op i fire hovedgrupper – billedvævninger, kirkelige opgaver, design af metervarer og de frie eksperimenter.

Udstillingen åbner den 15. august og slutter den 18. oktober.

Museet er åbent lørdage og søndage fra kl. 12-16, men åbner gerne for omvisninger på andre ugedage.

Køng Museum
Bygaden 27
Køng, 4750 Lundby
www.koengmuseum.dk

Pressekontakt: Hanne Tommerup, telefon 40712113, hanne@tommerup.com