Kärnan Helsingborg

Aktiv borg:
ca. 1100-1600-tallet

Foto: Wikicommons / Edisonblus

 

Geografi: Kärnan står midt i Helsingborg by beliggende på et højdedrag.

Tilgængelighed: Kärnan ligger lettilgængelig midt i Helsingborg by med en fin lille park der ca. dækker det oprindelige borgterræn.

Resume: Kärnen er den centrale del af Helsingborgs middelalderborg. Selve borgen var et stort, befæstet anlæg med to ringmure, og Kärnan var det 35m høje fæstningstårn midt i anlægget. Helsingborg var en kongelig borg under skiftevis dansk og svensk herredømme. Borgen spillede en vigtig rolle i beherskelsen af det vigtige farvand Øresund og beskyttelse af købstaden Helsingborg. Den middelalderlige borg blev nedrevet i 1600-tallet, men det gamle fæstningstårn Kärnan blev bevaret og udbygget med to etager.

Borgen i dag: I dag er hovedparten af den oprindelige borg nedrevet, men det imponerende fæstningstårn står stadig som et mægtigt vagttårn over Helsingborg by og det østlige Øresund. Desuden kan man stadig se omridset af det sandstenstårn, der stod før Kärnan.

Rå data: Borgen bestod oprindeligt af to ringmure og dækkede et areal på omkring to hektar

VIP/persona: Erik af Pommern, Valdemar Atterdag, Erik Menved, Christoffer af Bayern

 

Hør historien

 

Historie:

Det smalle farvand mellem Helsingør og Helsingborg er Nordens svar på Gibraltarstrædet. Herfra har et utal af skibe gennem årene stævnet ud mod den store verden, og her har Nordens konger og fyrster kæmpet om magten i århundreder. Øresund er porten til Østersøen, og siden vikingetiden har begge sider af sundet været stærkt befæstet. I dag vidner Kronborg stadig om dengang, da alle skibe på vej gennem Øresund skulle betale told til den danske konge, og på Helsingborgsiden ligger det 35m høje fæstningstårn Kärnan højt over byen og vogter det travle sund.

 

Uindtagelig fæstning

Når man tager færgen fra Helsingør mod Helsingborg og lægger Kronborg bag sig, ser man hurtigt en massive bygning rejse sig over Helsingborg. Kärnan er den sidste rest af Helsingborg Slot, der i middelalderen var en mægtig fæstning på 20.000m2. Selve Kärnan er opført omkring 1313-15 under kong Erik Menved (1274-1319), men allerede i vikingetiden lå der en fæstning på højdedragene over Helsingborg. Før det nuværende tårn stod et sandstenstårn med over fire meter tykke mure på samme sted. I sin storhedstid var Kärnan omsluttet af to sæt ringmure og har været nærmest uindtagelig.

 

Begivenhedernes centrum

I middelalderen var Skåne en landsdel i det danske rige, og Helsingborg var en af kongens vigtigste fæstninger, hvor flere store begivenheder udspillede sig. Her holdte Erik Klipping (1244-1286) i 1283 Danehof med rigets stormænd og biskopper. (Dette var blot tre år før, han blev myrdet i Finderup Lade.) Her blev kong Erik Menved gift i 1296, og her døde kong Christoffer af Bayern (1416-1448) af feber i 1448.

 

Under belejring

Helsingborg og Kärnan var flere gange udsat for voldsomme angreb både fra fjendtlige hære og oprørske bønder. Et af de mest spektakulære angreb fandt sted i 1362, hvor hansastaden Lübeck havde belejret byen med en stor flåde og en stærk hær. Angrebet var en gengældelse for kong Valdemar Atterdags (1320-1375) angreb på hansestaden Visby på Gotland. Men Helsingborg holdt stand under flere ugers konstant bombardementer på trods af, at lübeckerne både havde kastemaskiner på land og på skibene, der lå opankret ude i Øresund.

 

Opgøret med Lübeck

Mens belejringen af Helsingborg trak ud, fik Valdemar Atterdag tid til at samle en flåde, der kunne komme byen til undsætningen. Valdemars flåde sneg sig ubemærket op gennem Øresund og ved et overraskelsesangreb, blev den lybske belejring splittet. Lübeckerne mistede mange af deres skibe og blev drevet på flugt. Ud over sejren lykkedes det også Valdemar at erobre 12 af de lybske skibe og samtidig fange mere end 20 af Lübecks største købmænd.

 

Gigantisk løsesum

De tilfangetagne købmænd var alle særdeles velhavende, og Valdemar kunne indkassere en gigantisk løsesum for de mange fanger. Som en ekstra hån mod lübeckerne brugte Valdemar Atterdag de mange penge på at udbygge borgen Vordingborg til en af Nordeuropas største fæstninger, og på toppen af Vordingborgs største tårn opsatte han en gylden gås til latterliggørelse af Lübeck og de andre hansastæder.

 

Administrativt centrum

Fæstningen i Helsingborg bevarede sin status i mange år og fungerede gennem hele middelalderen som administrativt centrum for hele det nordlige Skåne. Først i 1600-tallet blev den gamle ringmur nedrevet og erstattet af moderne bastioner rundt om byen. Selve Kärnan fik dog lov til at blive stående, men årene var hårde ved det gamle tårn. Først i 1890'erne blev tårnet reddet fra forfald ved et storstillet restaureringsarbejde. I dag er Kärnan stadig et storslået syn og et sandt vartegn for Helsingborg by. Udsigten fra Kärnan er formidabel og giver et fint praj om Helsingborgs strategiske betydning.