Vordingborg slotsruin

Geografi: Borgen ligger i den østlige del af Vordingborg ned til Nordhavnen i læ af halvøen Oringe.

Tilgængelighed: På borgruinen formidler Danmarks Borgcenter historien om middelalderens borge, konger og magt. Ruinen er et frit tilgængeligt, rekreativt område i Vordingborg, der egner sig glimrende til familieudflugt.

Resumé: Vordingborg var i den sene del af middelalderen landets største kongeborg. Den blev oprindeligt opført som en mindre træborg af Valdemar den Store i 1100-tallet som et led i hans og biskop Absalons togter mod de hedenske vendere i Nordtyskland. Borgen blev udbygget i teglsten gennem hele middelalderen. Omkring år 1200 opførtes Skt. Andreas kirke på forborgsområdet og fungerede som sognekirke hele middelalderen. Borgen udbygges mest markant i 1300-tallet, hvor Valdemar Atterdag forvandler Vordingborg til en pragtborg med en 800 meter lang ringmur og ni kraftige tårne, hvoraf Gåsetårnet er det eneste bevarede. Vordingborg mistede militær og udenrigspolitisk betydning mod slutningen af middelalderen. Borgen led voldsomt under Svenskekrigene og i slutningen af 1600-tallet blev slottet Prins Jørgens Palæ opført på borgterrænet. Palæet blev revet ned i midten af 1700-tallet, hvorefter hele den gamle borg lå tilbage som ruin og stenbrud.

Data: Borgarealet dækker 3,5 hektar, hvoraf 4000m2 udgør højborgen. Den knap 800m lange ringmur var omgivet af voldgrave, som stod i forbindelse med voldgravssystemet rundt om Vordingborg by. Borgen havde ni store tårne og 12 fremspringende halvtårne langs den ydre ringmur. Rundt om den knap 800m lange ringmur ses voldgravene. Borgens funktionstid er i perioden ca. 1160-1660.

Borgen i dag: Foruden at besøge det velbevarede Gåsetårn kan man følge ruinerne af den 800m lange ringmur, se spor af højborgen, tårne og talrige bygninger, samt de vandfyldte voldgrave.

VIP/Persona: Anlagt af Valdemar den Store. Udbygget under de efterfølgende konger, især Valdemar Sejr, Erik Menved og Valdemar Atterdag.

 

Hør historien

 

Historie:

Korstogsbase

Historien om Vordingborg er historien om kongerigets genrejsning i midten af 1100-tallet efter år med borgerkrig og rivaliserende kongsemner. Da Valdemar den Store (1131-1182) bestiger tronen som enekonge i 1157, har han Absalon (1128-1201) ved sin side. De to sætter sig for med en borg – Vordingborg - som flådebase at betvinge venderne mod syd. Disse havde siden vikingetiden hærget langs de danske kyster. Togterne havde karakter af korstog, og det var ifølge historikeren Saxo (1160-1208) med stor succes, at de indtog vendernes højborg Arkona på Rügen i 1169.

 

Den første borg

Vi kender kun ganske lidt til den ældste borg i Vordingborg. Arkæologiske udgravninger har frembragt spor efter skråtstillede stolper, som må have dannet en palisade på toppen af en vold, der omgav et område på blot 500m2. Derudover var den beskedne træborg dækket ind af omgivende voldgrave, og borgens placering på toppen af en skrænt gav et fantastisk udsyn og beskyttelse mod havet. Meget tyder på, at Skt. Andreaskirken er opført omkring år 1200, og at det kan have været en af Absalons bedrifter.

 

Vand forbinder, land adskiller

Havet danner fortsættelsen på historien om Vordingborgs udvikling som Østersøborg. Det var netop den lette adgang til havet, kontrollen med trafikken på Storstrømmen i stil med borgene ved Nyborg, Tårnborg og Korsør og det østvendte udblik, der var omdrejningspunktet for Vordingborg i en stor del af middelalderen. Det blev en base i Valdemar Sejrs (1170-1241) udvidede danske rige, som også indbefattede bl.a. Estland. Netop erobringen af Estland har dannet grundlag for den berømte fortælling om, hvordan Dannebrog i 1219 faldt ned fra himlen.

 

En sej borg

Vordingborg overlevede kongerigets fatale økonomiske nedtur i det tidlige 1300-tal, men oplevede i 1326 under kong Christoffer d. 2. (1276-1332) at blive belejret. Belejringen trak ud, og til sidst havde man kun rug udblødt i vand at leve af. Kong Christoffer måtte flygte fra den vinterkolde og udsultede borg. Hans 1936 tyske lejesoldater havde ikke kunnet modstå presset fra modstanderne, der var anført af hertugen af Sønderjylland.

 

Borgen rejser sig på ny

Efter år med borgerkrig og en kongeløs periode i 1330’erne, træder Valdemar Atterdag (1320-1375) til som den frelsende konge. Han formår at få det pantsatte Danmark tilbage fra de holstenske grever, der længe har haft den reelle magt over landet.

Valdemar Atterdag skaffer sig økonomiske midler i forbindelse med krigshandlinger og gør Vordingborg til sit hovedsæde. Han udbygger den eksisterende borg med en i alt 770m lang ringmur, ni store tårne, 12 halvtårne og en vandfyldt voldgrav rundt om hele borgen. Voldgraven stod i forbindelse med et voldgravssystem rundt om middelalderbyen. Han påbegynder også Vor Frue Kirke til afløsning for 1200-talskirken Skt. Andreas ved siden af Gåsetårnet.

 

Valdemarernes eftermæle

Vordingborg har haft en vigtig position i kongernes bevidsthed. Det vidner det omfattende byggeri om, men også Valdemar den Stores og Valdemar Sejrs dødslejer på Vordingborg samt Valdemar Atterdags ønske om at blive begravet i kapellet på sin borg Vordingborg understreger borgens politiske og symbolske betydning.

 

Borgen forsvinder

I dag står blot Gåsetårnet tilbage samt nogle ruiner rundt langs ringmurene. Borgen blev gradvist nedrevet dels efter de voldsomt ødelæggende Svenskekrige i midten af 1600-tallet, dels i forbindelse med nedrivningen af et fornemt palæ, Prins Jørgens Palæ, der i perioden ca. 1670-1750 stod, hvor højborgen havde stået. Kun en del af bindingsværksbygningen, der i dag huser Danmarks Borgcenter, stammer fra anlægget omkring dette palæ.

 

Gåsetårn og turistattraktion

Det vigtigste bygningslevn er Gåsetårnet. Tårnet overlevede borgens nedrivning, da det igennem middelalderen og i tiden derefter fungerede som byens fængsel. Allerede i 1822 blev tårnet indviet som turistattraktion. I 1871 blev en guldgås sat op på tårnspiret. Gåsen skal minde om begivenhederne i middelalderen – Valdemar Atterdags hån af de store købmandsbyer, hansestæderne, der truede kongen med krig, hvortil han hånende skal have udtalt:

 

"Søventi søven Hense!

Søventi søven Gense!

Bieten mich nicht die Gense!

Frag Ich een shit na die Hense". 


 

Oversat til moderne dansk lyder digtet: 


"Syv og halvfjerds hansaer (høns),

syv og halvfjerds gæs.

Bider gæssene mig ikke,

giver jeg ikke en skid for hønsene." 

 

I den forbindelse udstyrede han Gåsetårnet med en guldgås, der pegede i retning af Lübeck, som var den største af hansestæderne.