Om Vikingeborgen Borgring

Skjulte fund fra fortiden

I 2014 opdagede arkæologerne Søren Sindbæk og Nanna Holm, den hidtil skjulte vikingeborg Borgring på en mark udenfor landsbyen Lellinge, tæt på Køge. De to havde forud for opdagelsen diskuteret muligheden for, at der lå endnu en ringborg af Trelleborgstypen på Sjælland. Med droneoptagelser af landskabet, kunne de se en perfekt cirkel, over 100 meter i diameter træde ud af landskabet. Efter en prøvegravning blev deres antagelse bekræftet; Der var tale om en vikingefæstning i form af en ringborg.

I 2015 gik Danmarks Borgcenter og Aarhus Universitet med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Køge Kommune og Århus Universitet i gang med at udvikle et projekt, der ikke kun skulle udgrave vigtige dele af Borgring, men også formidle både udgravning, fund og vikingetiden til interesserede gæster. 

Ringborgens symmetriske form (144 m i diameter) er i dag illustreret med høje cortenpæle, der angiver voldens formodede planlagte tværsnit. 

Hvor længe varede udgravningen?

På Borgring og i borgens opland blev der 2016 – 2018 med støtte på i alt 24 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden og Køge Kommune gennemført de mest gennemgribende udgravninger af en vikingeborg nogensinde.

Udgravningernes resultater er i dag i høj grad med til at underbygge den ansøgning, som Kulturministeren sendte af sted til UNESCO i januar 2021 og fik vikingeborgene optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2023.

Vikingeborgen Borgring

På Danmarks nye museum, Vikingeborgen Borgring, fortæller vi historien om Harald Blåtands ringborge. Med udgangspunkt i Borgring vil vi tage vores gæster med tilbage til en tid, hvor én tro erstattede en anden. Hvor mindst et halvt årtusinde med dyrkelsen af de nordiske guder blev erstattet med den nye gud fra syd: Kristus.

Hvorfor traf Harald Blåtand valget om at blive døbt? Hvilke overvejelser kan han have gjort sig? Hvad betød det for kongemagten, for landet og for folket, at kongen fraskrev sig de nordiske guder? Og hvilken rolle spillede ringborgene i den forbindelse?

På Vikingeborgen Borgring vil vi med saglighed og grundighed, men også med nysgerrighed, udfordre besøgende, både til at diskutere historien og til at reflektere over den tid og den verden, vi lever i.

Med overdimensionerede portrætteringer af Harald Blåtand, de nordiske guder og genstande, med samtaler og diskussioner om det skelsættende skifte og med en vaskeægte vikingeborg, som Nordens mest markante vikingekonge har bygget, inviteres de besøgende med tilbage til vikingetiden. Til en tid som forandrede Danmark til det land vi kender i dag.

Det 1.800 kvadratmeter store oplevelses- og forskningscenter er udformet sammen med LOOP Architects, mens udstillingerne udvikles af museets udstillingsafdeling.

Oplevelsescentret åbner juni 2025.

Økonomi

Museet Vikingeborgen Borgring er budgetteret til 52.6 mio. kr. og støttes af:

AP Møller Fonden, Køge Kommune, Knud Højgaards Fond, Brand af 1848 Fond, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.

Forskning

Vikingeborgen Borgring er et centrum for vikingeforskning. Center for Vikingetidsstudier (CVS) holder til på museet og beskæftiger sig med vikingetiden og dens tilgrænsende perioder med udgangspunkt i arkæologi støttet af bl.a. historie, religionsvidenskab, stednavneforskning og relevante naturvidenskabelige fagområder.

Spørgsmål & svar

Vil du vide mere, kan du muligvis få stilles din nysgerrighed i vores FAQ. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl eller har andre spørgsmål.

Du kan kontakte os på mail museerne@museerne.dk eller ringe på tlf. +45 7070 1236