I middelalderen var borgene nøglen til magten. Konger, stormænd og kirken opførte borge overalt i Europa for at forsvare sig selv og deres interesser. Og for at vise deres magt til omverdenen. Borgene var nemlig ikke kun forsvarsværker. De var også kongens fremskudte poster, der skulle sende et klart signal til enhver mulig fjende: Her regerer jeg!
Vordingborg var kongens største borg. En hjørnesten i forsvaret af Danmark og af kongens magt. Her har konger som Valdemar den Store, Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag regeret.
I dag er kun Gåsetårnet og den sydlige ringmur synlige. På ruinerne af den engang så mægtige kongeborg ligger nu Danmarks Borgcenter. I et nybygget, underjordisk udstillingshus spækket med moderne teknologi, kunstneriske installationer og med specialkomponeret musik, venter en stemningsmættet oplevelse.
På Danmarks Borgcenter fortæller vi historien om en af danmarkshistoriens helt centrale slotte. Og vi gør det på stedet, hvor det hele skete. I udstillingerne kan du komme tæt på kongerne og de mange spor, som århundreder af magt, elite, handel, politisk spil og militære kampe har efterladt.
Danmarks Borgcenter er et digitalt oplevelsescenter for hele familien. Du kan skræddersy din oplevelse om middelalderens borge, konger og magt på den audioguide, du får udleveret, når du køber din billet. Her kan du høre historierne om de unikke genstande, vi udstiller. Der er timevis af underholdning for hele familien, hvor børn og voksne sammen kan blive klogere på historien.
Tag også turen op i Vordingborgs ikoniske vartegn, Gåsetårnet. Nordens bedst bevarede middelaldertårn. Indgang til tårnet er inkluderet i billetprisen. I tårnet kan du opleve borgen under belejring og se Vordingborg slot, som det så ud i 1360'erne.
Vores frontpersonale er et af branchens mest roste. De tager altid godt imod dig, sætter dig grundigt ind i tingene og står klar med råd og vejledning.
Har du spørgsmål forud for dit besøg, må du endelig tage fat i os, enten via e-mail eller ved at sende os en besked på Facebook.
Velkommen til Danmarks Borgcenter! Velkommen til Kongernes verden!