Lærervejledning & Kolofon

Hvis I arbejder med iPads eller Apple pc'er, kan I downloade materialet som iBook her: Valdemar_Atterdag.ibooks

Opgavehæftet er det samme.

 

Valdemar Atterdag

Det er en gåde, hvorfor Kong Valdemar Atterdag lod sig begrave på Vordingborg.

Kong Valdemar Atterdags far, mor og søskende er begravet i Sorø Kirke. Men Kong Valdemar Atterdag valgte som den eneste konge nogensinde i danmarkshistorien at lade sig begrave på en borg - i et kongeligt borgkapel på Vordingborg. Det var højst usædvanligt.

Ingen ved 100%, hvorfor Kong Valdemar Atterdag tog den utraditionelle beslutning. Og ingen ved helt, hvorfor valget af mange mulige faldt på Vordingborg.

I skal nu lære Valdemar Atterdag at kende og leve jer ind i hans liv som Danmarks konge. Til sidst skal I komme med et bud på gådens løsning: Hvorfor han valgte at lade sig begrave i Vordingborg.

Målgruppe

Forløbet henvender sig til folkeskolens overbygning og de gymnasiale ungdomsuddannelser, men kan anvendes af alle, der har lyst og interesse.

Omfang

Forløbet anslås at vare mellem 2-6 timer alt efter hvilke dele, der (fra)vælges, og hvordan arbejdet tilrettelægges (se under 'Tilrettelæggelse').

Indhold

Kort gennemgang af forløbet:

  • Eleverne præsenteres for "gåden" (= den historiske problemstilling), de skal arbejde med.
  • Introduktion til personen og tiden, baggrundsviden ved tekster m.m.
  • Eleverne arbejder med 11 opgaver (opgavehæfte forefindes). Opgavehæftet kan downloades her: Opgavehæfte_Atterdag.pdf
  • Afslutning med elevernes bud på løsningen af "gåden".

Materialer

Følgende materialer anvendes:

  • Baggrundstekster
  • Introduktionsvideo om middelalderen
  • Video- og lydfiler
  • Kildetekster
  • Billeder (også som kildemateriale) og illustrationer

Faglige mål

Forløbet er tilrettelagt med udgangspunkt i folkeskolens forenklede Fælles Mål. Det er lærerens valg af vinkel og eventuelle placering af forløbet i årets øvrige arbejde, der er afgørende for, hvilke faglige og læringsmål der vælges og/eller skal formuleres.

Tilrettelæggelse

Forløbet er tilrettelagt som en "gåde" (= historisk problemstilling). Eleverne får indledningsvis baggrundsviden om tiden og om Valdemar Atterdag. Denne viden er vigtig for at kunne komme med en kvalificeret løsning på "gåden".

På den måde lægger forløbet sig op ad det problemløsende aspekt i historieundervisningen. "Gåden" er problemet, og eleven sætter sin viden og sine kilde ind i arbejdet med løsningen.

Forløbet kan tilrettelægges som gruppearbejde (vores anbefaling), men kan naturligvis også gennemføres som individuelt eller klassearbejde.

Vi anbefaler, at eleverne individuelt eller i grupper arbejder med introduktions- og baggrundsmaterialet. Herefter arbejder eleverne i grupper med de 11 opgaver. Vi anbefaler gruppearbejde, da der herved vil være mulighed for diskussioner/drøftelser og vidensdeling.

Opgaverne er tilrettelagt således, at forskellige udtryksformer kan komme i anvendelse. Der vil være opgaver, der lægger op til skriftlige svar eller anden stillingtagen, men der vil også være opgaver, der kræver produktion af en kort videosekvens med dramatisering eller fotografering. Læreren bør derfor i sin tilrettelæggelse tænke over, hvordan disse svar kan præsenteres og/eller eventuelt indleveres til senere brug ved den afsluttende dialog: via mail eller intra til læreren, via upload til en server, via visning fra elevernes egne devices eller en hel anden måde.

Afslutningen bør foregå som dialog in plenum, hvor eleverne med udgangspunkt i deres arbejde med opgaverne debatterer sig frem til en løsning på "gåden".

Undervejs i forløbet henvises til, at eleverne kan arbejde i opgavehæftet.

Dette er en pdf-fil, som eleverne downloader og gemmer lokalt og kan svare direkte i. Det kan naturligvis også printes ud og eventuelt samles til et kompendium/trykt hæfte.

Opgavehæftet kan hentes her: Opgavehæfte_Atterdag.pdf

Evaluering

Forløbet er som sådan selvevaluerende, da elevernes afsluttende samtale med deres bud på "gådens" løsning viser deres refleksioner. Denne samtale kan eventuelt følges op med individuel eller gruppesamtale om læringen i forløbet.

Derudover kan en test i eller quiz om de historiske fakta eller andre elementer fra forløbet gennemføres. Der findes på internettet et utal af værktøjer til at udvikle dem.

 

Kolofon

Valdemar Atterdag

af Steen Djurhuus

Museum Sydøstdanmark, 2020

Der gives hermed rettighed til at udvælge passager og viderebearbejde materialet til eget brug og til at copy/paste passager ind i eget materiale.