Ny udstilling på Møns Museum spørger: Kan det ske igen?
Den 1. februar 1625 – natten før Kyndelmisse – blev Møns sydkyst ramt af en voldsom stormflod. Den lille by Brøndehøje på Østmøn blev skyllet væk og forsvandt fra landkortet. Ifølge gamle kilder var byen en driftig handelsplads med tætte forbindelser til tyske købmænd i middelalderen, og senere en vigtig aktør i det store sildeeventyr på Møn.
Men hvor lå Brøndehøje præcis? Og hvor stor var byen egentlig? Det forsøger en ny udstilling i baghuset på Møns Museum at give svar på.
Samtidig sætter udstillingen stormfloden i 1625 ind i en bredere sammenhæng og fortæller også om senere oversvømmelser – blandt andet stormfloden i 1872, de voldsomme vandmasser der ramte Stege i 1904, og ikke mindst stormfloden i oktober 2023, som ramte store dele af Møn og omegn.
Et af udstillingens centrale elementer er en model af et tangdige – en historisk og bæredygtig metode til kystsikring, som har været anvendt på Møn siden middelalderen. Tangdigerne har gennem århundreder været med til at beskytte lavtliggende områder mod havets kræfter.
Udstillingen er blevet til gennem et tæt samarbejde mellem Møns Lokalarkiv, Lokalhistorisk Forening for Møn, en række frivillige kræfter, Morten Flyverbom, Møns Dykkerklub og Ole Juul Kystteknik.
Projektet er støttet med både praktisk og økonomisk hjælp – og viser, hvad der kan lade sig gøre, når lokalt engagement og historisk nysgerrighed går hånd i hånd.