Arabarens rum

Nu skal det handle om de fremmede.
Om hippier, godsejere og de andre tilflyttere,
der gennem tiderne har præget vores liv her på egnen.

Nogle kom, når verdenshistoriens konflikter bankede på vores dør,
andre indtog scenen med brask og bram.
Nogle er stille indgået i vores dna, andre drog afsted igen.
Men alle har de bidraget til at gøre vores egn til det, den er i dag.

Hvem de var, og hvordan de har påvirket os - det skal vi se på nu. 
Men først en historie om et overraskende gravfund i Røstofte…

Velkommen i Araberens rum!

Araberen fra Røstofte

Et overraskende fund
Ved Bøgebjerggård vest for Vordingborg blev der i 2000 udgravet en gravplads fra romersk jernalder – tiden omkring 200 e.Kr. I modsætning til den rige Skovgårde-grav få kilometer væk, var gravgaverne på denne plads simple. Da arkæologerne undersøgte de gravlagte nærmere, opdagede de noget særdeles interessant i knoglerne fra en mand. Det skulle nemlig vise sig, at mandens ’mitokondrie-dna’ – den del af vores dna, der nedarves fra moderen – kun findes i Østafrika og på den arabiske halvø. Så enten var manden selv araber eller også var hans mor eller bedstemor!

Arabarens rum - oldtid uden grænser - Møns Museum

Oldtid uden grænser
Hvordan i alverden en araber endte sine dage på en mark ved Røstofte for 1800 år siden – det er en spændende tanke. At han blev begravet sammen med andre tyder på, at han har været en del af lokalsamfundet. Måske var han lejesvend i det romerske rige, der på det tidspunkt bandt den arabiske verden og Nordeuropa sammen? Eller var han bare en rejsende, der kom langvejs fra og i Røstofte fandt et sted, han følte sig hjemme? Det kan vi desværre ikke se i knoglerne. Men en flot fyr var han tydeligvis - skal vi tro de brede skuldre…

Indvandring: De første bønder

Overgangen fra jæger-samler til bonde er den største omvæltning i menneskehedens historie. Tidligere mente de fleste arkæologer, at denne overgang i Europa skyldtes, at jægerne efterhånden ændrede livsstil og begyndte at dyrke jorden. Genetiske studier viser imidlertid, at de første bønder faktisk var et helt nyt folk, der indvandrede til jægernes land. Skiftet til et bondesamfund var altså ikke kun resultat af ny viden om, hvordan man kunne leve livet, men også af tilførslen af en helt ny befolkning. Om dette skifte er sket fredeligt, fortæller generne desværre ikke noget om.

I bondestenalderen er den mest almindelige oldsag den slebne flintøkse. Økserne blev brugt til at rydde skoven, som dengang dækkede hele landet. I de ryddede lysninger anlagde man marker og opførte huse.

Super-grave
I modsætning til jægerfolket, der hele tiden flyttede rundt, alt efter hvor der var ressourcer, var bønderne bofaste. Man begyndte at vise sit tilhørsforhold til et sted ved at opføre monumenter af store sten, stendysser og jættestuer, som mange steder stadig kan ses idag. Her på Møn har vi nogle af de allerflotteste i landet: Klekkendehøj, Kong Asgers Høj, Grønsalen og Sømarkedyssen. Dem skal du se!

Camøno-tip!

Grønsalen, grønjægers høj - Camøno - Møns Museum

Supergrav! Grønsalen, Grønjægers Høj eller Grønjæger og Fanes Sal er en af Danmarks længste langdysser fra bondestenalderen ca. 3.500 f. Kr. Den monumentale høj er 102 m. lang, 13 m. bred og indtil 2 m. høje, Langdyssen indeholder 3 gravkamre, hvoraf det vestligste er intakt og urørt med en stor lys dæksten. Højen blev frivilligt fredet allerede i 1831 og er aldrig blevet arkæologisk undersøgt.

Frede Bojsen - Møns Museum

Meet Mr. Møn! 

Se godt på fotografiet af den statelige mand med det hvide skæg. Frede Bojsen – i daglig tale ’Mr. Møn’.
Måske kender du ham ikke? Men det burde du.
For uden Frede Bojsen var Møn næppe blevet til det, vi kender i dag.

Drømme bliver til virkelighed
Frede Bojsen kom egentlig fra Slagelse-egnen, men landede siden i Stege, hvor hans far blev præst. Frede var grundtvigianer om en hals. Han kom ofte i Grundtvigs hjem og havde med dennes nye, lysere opfattelse af kristendom, kultur og fædreland, en drøm om at starte sin egen højskole. Hjemvendt fra krigen i 1864, giftede han sig med sin elskede Karen Anker, der kom fra en rig norsk slægt. Ægteskabet gav Frede Bojsen et økonomisk boost, som i 1866 var med til at gøre Rødkilde Højskole til en realitet. Lykken varede dog kun kort, for kun et år senere døde Karen i barselsseng og tog deres nyfødte barn med sig. Efter denne ulykkelige begivenhed viede Bojsen sit liv til Møn.

Gerning kræver tid, men tid kræver også gerning - Frede Bojsen

Efter at have mistet kone og barn viede Bojsen sit liv til Møn. "Gerning kræver tid - men tid kræver ogsaa gerning" - står der på inskriptionen på den store granitstatue af Bojsen ved Rødkilde Højskole. Og det kan der jo være noget om...

lldsjæl og lokalpatriot
I det hele taget er det svært at tale om Møn uden at tale om Frede Bojsen. Som højskoleforstander, sognerådsformand og senere folketingsmedlem for Venstre blev han øens ledende kulturpersonlighed. En passioneret ildsjæl, der engagerede sig i det ene projekt efter det andet. Udover Rødkilde Højskole husker vi ham stadig her på øen for et væld af betydningsfulde bedrifter.

Han var en af talsmændene, der reddede Mølleporten fra nedrivning, og dermed sikrede det enestående kulturarvsmonument, der idag er Steges vartegn, for eftertiden, han anlagde nye skoler i Tøvelde og Lendemarke. Bojsen var en af hovedmændene bag opførelsen af Sukkerfabrikken, som i 100 år var øens vigtigste virksomhed, og vi kan også takke Bojsen for genskabelsen af Ulvshale-skoven. Nogle gange bliver tilflyttere næsten større lokalpatrioter end de lokale!

Politisk huskes han særligt for sin store indsats omkring lovene om alderdomsforsørgelse og sygekasser - og for en særlig spøjs historie om en egekævle, som du kan læse mere om nedenfor her på siden.

2000 siders mønsk identitet
Bojsens største arbejde er dog ’Møns Historie’ – et bogværk på mere end 2000 sider. En milepæl i historieskrivning, som i høj grad har bidraget til mønboernes identitet og selvforståelse. 'Møns Historie' blev til længe før den digitale tidsalder, og klicheerne her i udstillingen er bare et udpluk af de mange, som blev brugt til at trykke bogværket. Det har været et dyrt og møjsommeligt arbejde!

Selvom det snart er 100 år siden, at Frede Bojsen døde på sit elskede Rødkilde, 85 år gammel, er vi stadig ultra-stolte af den fortagsomme mand. Stor respekt og high-five herfra!

Statue af Frede Bojsen - Møns Museum

Camøno-tip!
Mød mr. Møn

Når du vandrer forbi Rødkilde, så kig ind bag buskene ved den åbne mark til højre for skolen. Der sidder Bojsen - stor og mægtig, hugget i granit - og skuer ud over Noret til evig tid med alle sine sognebørn omkring sig. Ikke sådan at overse. Hør mere om selvfremstilling gennem tiderne i Sjælens rum.

Kvinden med kævlen

En vingeskudt mølle og en helt særlig træstub
I 1901 blev møllen i Lendemarke revet ned. Mølleren var død året før, og møllen havde gennem flere år kun kørt på halv kraft efter at have mistet sin ene vinge i et voldsomt uvejr. Møllen var en såkaldt stubmølle, det vil sige at møllen hvilede på et fundament af en gigantisk nedgravet egetræstub. Denne egestub købte Frede Bojsen til brug på Rødkilde, men da Folketinget i 1916 stod og manglede en ny talerstol, fik han en lys ide.

En kvinde må der til
Bojsen tilbød at skænke den gigantiske egekævle til forarbejdelse af Folketingets nye talerstol – men på én betingelse. At den lokale – kvindelige! – snedkermester, Anny Berntsen Bure, fik det ærefulde hverv at udføre den! Anny udførte opgaven til UG - og så kunstfærdigt, at der hverken blev brugt søm eller skruer i konstruktionen. Bojsen må have været en lun fætter, for da talerstolen stod klar, overgav han den til Folketinget med ordene: ”Her en en kævle. Nu kan I kævle videre på den.”

Egekævle - Møns Museum

Den tonstunge egekævle – klar til afgang fra Rødkilde, anno 1916.
Bojsen med kasket i front kontrollerer, at alt går som det skal.

Stærk tobak i Folketinget
Sådan blev det altså den kvindelige snedkermester fra Møn, der byggede Folketingets nye talerstol. En talerstol, som kvinder først havde fået adgang til få år før! Skæbnens ironi – og helt sikkert stærk tobak på den tid. Folketinget fik ikke blot en ny talerstol - Bojsen fik også på elegant vis sat fokus på kønnenes ulighed og var dermed med til bryde mændenes dominans inden for snedkerfaget. Hep hep!

Anny Berntsen Bure - Møns Museum

Anny Berntsen Bure - måske Danmarks første kvindelige snedkermester? -  fremstillede Folketingets talerstol af egekævlen fra Lendemarke Mølle. Her ses den seje dame i fuldt vigør i sløjdlokalet på Richardts Sløjdinstitut. (foto:aldus.dk)

Lendemark Mølle - Møns Museum

Lendemark Mølle blev til Folketingets talerstol!
Møllen var i drift frem til 1900, men blev nedlagt, da den daværende møller og mønbo, Jens Jørgensen, døde. Med sin kone Ane Kirstine Jørgensen fik han 11 børn, hvoraf kun de 6 blev voksne.

Stærke mønsterbrydere

Faktisk er Anny Berndsen Bure ikke denne eneste kvinde, der kæmpede sig frem i traditionelle mandefag her på egnen. Vi kan også prale af Ingrid Madsen, en af landets første kvindelige fotografer, som frem til midten af 1930’erne forevigede Steges borgere. Hun holdt til på torvet i Stege og havde sit atelier på 1.salen i huset, hvor Frisør Ib har sin barbersalon i dag. Hendes kamera er udstillet i Sjælens rum. Atelieret blev siden overtaget af endnu en kvindelig fotograf, Elly Echwald, der bar både kamera og den stolte tradition videre.

En anden sej moster var Jensa Thøger Sørensen, der fungerede som læge i 1940’ernes Stege. Hun boede – pudsigt nok – lige her i museets bygning og havde på 1. sal sin praksis. Måske i det lokale, hvor du nu står?

Jensa var egentlig døbt Jensine Thøgerine Sørensen. Mon det har været nødvendigt at tage et mere maskulint klingende navn for at opnå respekt og anerkendelse?

Steges første kvindelige læge - Møns Museum

Steges første kvindelige læge boede og drev sin praksis her i museets bygninger i 1940'erne.

I 1950 fik Stege Kommune Danmarks første kvindelige borgmester, Eva Madsen. Hun blev godt nok valgt, efter at den siddende borgmester var omkommet ved en trafikulykke, og fungerede kun som borgmester i nogle få måneder op til det næste kommunalvalg. Men alligevel…

Nutidens kvinder i mandefag
I dag er kvinder i mandefag heldigvis ikke noget særsyn – heller ikke her på egnen. Det gælder både de lokale og tilflytterne – om end nogle kun på deltid. Blandt kvinder på magtens tinde, som lader op på Møn og Bogø er fx den tidligere statsminister, Helle Thorning-Schmidt, politikerne Mette Frederiksen og Pernille Rosenkrantz-Theil – ja, selv den største af dem alle, Dronning Margrethe, havde på et tidspunkt sit sommerhus ved Stubberup Have på Østmøn. Mon ikke den smukke natur har inspireret til et maleri eller to fra Dronningens hånd?

De fremmede

De fremmede
De massive flygtninge- og migrant-strømme er på alles læber for tiden og den vestlige verdens måske allerstørste udfordring i nyere tid. Men helt tilbage fra bondestenalderen og op gennem historien har mennesket vandret, og fremmede kulturer har blandet sig med andre. At det også gælder her i kommunen, er vores araber er et prægtigt eksempel på. I nyere tid desuden bosniske flygtninge, finnebørnene under 2. verdenskrig og de polske roepiger, blot for at nævne nogle. Flere af egnens store godsejerslægter var oprindeligt også udlændinge, der flyttede hertil og slog rod.

Nogle tilflyttere kom hertil af lyst – andre af nød. Og nogle tog vi afsked med igen.
Integration sker ikke sporløst og alle har de sat sig spor, som har formet vores egn til det, den er i dag.

Finne-børnene
Under Anden Verdenskrig blev ca. 4.000 finske børn evakueret til Sverige og Danmark. Formålet med at sende de finske børn væk fra deres hjem og familie var dels at beskytte dem mod krigen, dels at give dem mulighed for at få bedre ernæring og leveforhold. Meningen var, at børnene kun skulle være borte i en kort periode. Det blev dog oftest noget længere, tit et halvt år eller mere og for manges vedkommende helt til krigens slutning. En del af disse børn kom til familier på Møn.

I Møns Folkeblad d. 8. januar 1942 kan man læse lidt om, hvordan de finske børn på Møn havde det, og hvilke økonomiske udfordringer børnene også gav lokalbefolkningen.

Folkeblad 1942 - Møns Museum

Træskrin med hagekort 1944 - Møns Museum

Træskrin med hagekors fra 1944
Det fine træskrin er en gave fra tre finnebørn som tak for opholdet hos familien Andersen, Krummebækgård i Askeby. Under låget er klistret en etiket med teksten: "Minne åt fru och herr Andersen från lilla Senja och Saimi och Vilho Leimatainen. Suomi. Finland". I skrinet lå afklip af kuverter med Senjas senere adresse og giftenavn. Finland var allieret med Tyskland frem til 1944, hvilket kan forklare skrinets noget opsigtvækkende hagekorsudsmykning.

Roepiger - Møns Museum

Roepigerne ankommer til Gedser
Kort efter 2. verdenskrig kom en strøm af polske kvinder hertil for at arbejde i marken. De blev kaldt 'roepigerne' og kunne kendes på de hvide tør-forklæder, som de altid bar. Her tætpakket ankomst til Gedser, hvorfra de rejste videre til Bogø og Møn.

Hippierne kommer!

Økologi og lilla ble
En særlig form for tilflytning oplevede vi her på Møn i slutningen af 60’erne og 70’erne, da kunstnere og unge fra det københavske hippie-miljø slog sig ned på Møn med rygsækken fuld af drømme og nye ideologier. Her ville man dyrke sine egne grønsager og i store fællesskaber leve i pagt med naturen og hinanden. Socialisme, økologi, fri hash og kollektiver var det bærende tankesæt. Skræmmende fy-ord, som bestemt ikke var noget den mønske landbokultur kendte til eller brød sig om. De fremmedes ukultiverede fremtoning med langt, sjasket hår - flippet tøjstil og den ikoniske lilla ble faldt just heller ikke i mønboernes smag. ”Møn invaderet” stod der på forsiden af Møns Tidende, og hurtigt blev det nedsættende begreb ’tilflyttere’ født.

Hippe højborg - Møns Museum

En model af et hippie-højborg.
Regnbuehuset i Store Lind

Urte-te og protestsang
De foretagsomme fremmede åbnede på hovedgaden i Stege den kooperative butik Land&By. Her hang man ud og hyggede sig med urte-te, tidens toner og alverdens kreative sysler. På ultra-demokratiske og meget lange fællesmøder blev besynderlige og syrede begreber som økologi, bæredygtighed og grøn energi ivrigt diskuteret!  Der blev arrangeret ø-lejre, teaterforestillinger, gøgler- og musikfestivaler og de nye beboere stiftede sågar sit eget parti, Ø-listen, som faktisk  i 1978 fik plads i kommunal-bestyrelsen – til mønboernes store fortrydelse.

Hjemmestrikket luffe fra Land&by - Møns Museum

Fiks hjemmestikket luffe med festligt blomsterbroderi i ikoniske 70’er farver.
Fra varesortimentet i butikken Land&By.

Arven fra hippierne
Med tiden fandt man dog ud af at leve med hinanden og at få hverdagen til at glide. Det blev man nødt til, for hippierne var kommet for at blive.
Og i dag - 40 år efter - er ordet ’tilflyttere’ er ikke længere et skældsord, men noget, der anses som en værdifuld ressource. Hippiernes indtog på Møn blev en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, som med gallerier, værksteder og butikker den dag idag er med til at skabe det kreative twist, som Møn er kendt for. Det tiltrækker andre kunstnere, turister og nye tilflyttere, men også betyder, at øen ikke ligger uddød hen, når sæsonens sidste turist er vendt hjem. Helt kuriøst bliver det, når man tænker på, at netop de emner, man diskuterede i Land&By dengang, i dag er noget, der optager de fleste danskere! Helt tossede var de ikke, de hippier! De var blot 40 år for tidligt på færde…

Nyt blod - nye muligheder

Araberen, de polske landarbejdere, finnebørnene – hippierne og de gamle godsejere – alle har de bidraget med noget værdifuldt. Araberen med dna og viden, Frede Bojsen med folkeoplysning, fremskridt og bevaring, hippierne med nye livsformer, kreativitet og inspiration, indvandrerne med arbejdskraft, nye skikke og nyt blod – det har ikke altid været gnidningsfrit, men i dag har vi vænnet os til hinanden og skabt et lokalsamfund, hvor mikrovirksomheder, fællesskab og ånd går hånd i hånd.

Vidste du at... mange af egnens godsejere oprindeligt var tilflyttere fra fremmede lande?

Tilflyttere med pift

Overalt på Møn blomstrer fælleskaberne. Ikke mindst pga. tilflytterne. Her er altid en anledning til socialt samvær...og man mødes om alle mulige (og umulige) ting. Netop det rige foreningsliv og de mange aktiviteter er med til at give øen liv og stor sammenhængskraft.

Hårbølle – nærvær og blomstrende kultur
I den lille landsby med det sjove navn er der både nærvær og fuld knald på. Her har tilflyttere i skøn forening med byens ildsjæle fostret sit helt eget kulturhus, Hårbøllehuset. Sammen med foreningen Scene 1 er det gennem årtier lykkedes at tiltrække en perlerække af kunstnere indenfor litteratur og musik. Rifbjerg, Peter Øvig Knudsen, Benny Andersen, blot for at nævne nogle. De store drenge gider skam godt lege med Hårbøllerne!

Hårbøllehuset - Møns Museum

Fuldt hus er der ofte ved Scene1's arrangementer i Hårbøllehuset.

I skøn forening
Også Bogø er et yndet sted for tilflytterne. En naturskøn plet, javist, men også hjemsted for et helt særligt fællesskab. Øen er nemlig kendt for sit blomstrende foreningsliv – hele 49 foreninger er der vistnok i skrivende stund! Her kan man blive medlem af 'Tarteletklubben' og 'Bogø´s kongeligt inspirerede selskab for Udbredelse af Kjenskabet til Brændevin, Bjesk og Bitter - samt tilhørende Nordiske Egnsretter' - i daglig tale bare 'Dram-klubben' - bare for at nævne nogle.
Nok ikke sært, at Bogø med et overvældende flertal blandt TV Østs seere netop er blevet kåret til Årets Bedste Landsby! Jo – der er skam pift i de tilflyttere…