Glassamlingen på Holmegaard Værk

Nordens største samling af glas

På hylder, der tårner sig imponerende syv meter op i luften og 40 meter i bredden, står du her overfor 200 års historie – fortalt i glas.

Samlingen her, der er en af Nordens største og vigtigste, rummer mere end 42.000 unikke stykker glas. Her gemmer sig nogle af Holmegaard Glasværks største skatte. Der er førsteudgaver og prototyper af alt fra Provence-skålen til Lotus-stagen og fantastiske unika fra nogle af vores største kunstnere.

Samlingen indeholder glas fra blandt andet Holmegaard, Kastrup, Odense/Fyens og Hellerup glasværker. Nu bliver glassene for første gang præsenteret samlet og – for de flestes vedkommende – på stedet, hvor de er blevet til.

Holmegaard Værks imponerende glassamling fungerer som åbent magasin. Det betyder, at du som gæst får lov til at opleve hele museets spektakulære samling - og ikke bare udvalgte udstillingsgenstande.

Glasværkstedet

Kom helt tæt på livet som glasarbejder, når Holmegaard Værks dygtige glaspustere blæser nyt liv i de gamle glastraditioner.

Glaspusterne kan opleves alle dage fra 10.00 - 16.00.

Kähler-samlingen

Gå på opdagelse i nordens største samling af Kähler-keramik bestående af mere end 6.000 keramiske skatte.

Hebsgaard

Kom med ind i et fantastisk, funklende, glimtende univers af glaskunst, når Per Steen Hebsgaard viser udvalgte værker fra sit mangeårige virke som glarmester med et kunstnerisk tvist.